18. december
Ny behandling skulle hjælpe mennesker som Linus: Kun få får rent faktisk hjælp
Foto: Stockphoto
Misbrugscentre afgiver millioner af kroner til regionerne for at behandle patienter, der ikke findes. Mens pengene strømmer til de fem regioner, bliver kommunernes behandling af de sårbare borgere forringet, lyder kritikken.
Af Nanna Timm, Mikkel Rud, Sofia Lundgren og Sara Engelbæk
Linus
Foto: Nanna Timm
I en lille etværelseslejlighed nær en togstation i Storkøbenhavn bor 20-årige Linus Sylvester Larsen.
Stuen summer af liv; farverige plakater pryder væggene, i hjørnet står et stativ med sneakers i massevis og på sofabordet ligger en håndfuld lightere samlet i en lille keramikskål. Der hersker en vis form for orden i kaos. I sofaen sidder han, en høj mørkhåret ung fyr med sin computer i skødet.
Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at han var en ganske almindelig dreng.
Men det er han ikke.
Linus har på mange måder haft et sværere liv end de fleste i hans alder. Allerede i børnehaven gik det op for ham, at han var anderledes. At hans hoved ikke fungerede på samme måde som andres.
Han blev udredt for Aspergers og ADHD, da han var 12 og indlagt på den lukkede, da han var 13.
Senere fandt han selv en vej ud af sit dystre tankemønster – en udvej, der senere skulle vise sig at koste ham dyrt.
Han blev misbruger.
To systemer uden samarbejde
I mange år har det stort set været umuligt for mennesker med psykiske lidelser at få behandling i psykiatrien, hvis de samtidig har haft et misbrug. På trods af, at de to lidelser ofte hænger sammen, har behandlingen af dem været adskilt. Misbrug blev behandlet socialfagligt på rusmiddelcentre i kommunerne, mens psykiske lidelser blev behandlet sundhedsfagligt i psykiatrien i regionerne. Så da Linus’ livsbane ledte ham i rusmidlernes retning, lukkede psykiatriens døre sig også for ham.
Hvad er dobbeltdiagnoser?
Når man både har en psykisk lidelse og et misbrug, kaldes det dobbeltdiagnose. De to sygdomme kan i nogle tilfælde forstærke hinandens symptomer.
Kilde: Psykiatrifonden
Tegn på fremskridt
Noget tydede ellers på, at der var fremskridt på vej for de tusinder af danskere, der ligesom Linus har følt sig svigtet af to systemer, der ikke har arbejdet sammen.
I 2023 indgik Regeringen, Danske Regioner og KL nemlig en aftale, der indebar, at det fremover skulle være muligt at behandle både psykisk lidelse og misbrug i ét samlet forløb i psykiatrien. Dette forløb skulle kaldes ‘integreret behandling,’ og begyndte i praksis d. 1. september 2024.
Tre eksperter lavede et kvalificeret skøn over hvor mange mennesker der ville få brug for den nye integrerede behandling. På baggrund af deres vurdering blev Regeringen, KL og Danske Regioner enige om, at behandlingen skulle tilbydes 9.200 patienter på landsplan, når behandlingstilbuddet er fuldt implementeret. Kommunerne skulle afgive 162. mio. kr. til regionerne, som svarede til, at regionerne overtog ansvaret for misbrugsbehandlingen af ca. 4.600 mennesker om året.
Men nu viser det sig, at regionerne langtfra har taget det antal patienter ind i den integrerede behandling, som aftalens økonomi er estimeret til. Det viser dokumenter, som redaktionen har fået indsigt i.
Sådan fungerer tilbuddet om integreret behandling
Adgangen til det nye dobbeltdiagnosetilbud sker gennem visitation, hvor der vurderes, om man opfylder de kriterier, der er fastsat af Sundhedsstyrelsen og Social- og Boligstyrelsen.
Tilbuddet er planlagt til at kunne hjælpe ca. 9.200 patienter om året og ordningen bliver indført gradvist. Disse patienter er inddelt i tre målgrupper:
Målgrupper
Gruppe 1
Personer i psykiatrien med misbrugsdiagnose.
Gruppe 2
Personer, der allerede er i både psykiatrien og misbrugsbehandling.
Gruppe 3
Personer i misbrugsbehandling med kendte psykiske problemer.
Kilde: Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Danske Regioner og KL, Forståelsespapir.
Har bedt om hjælp 100 gange
Tilbage i etværelseslejligheden har Linus lagt computeren fra sig. Han stirrer eftertænksomt ud ad vinduet, hvor store grå skyer blokerer for sollyset.
Nærmest så længe han kan huske, har han været i kontakt med psykiatrien. Som barn blev han indlagt to gange på den lukkede psykiatriske afdeling; først som 13-årig i to måneder og senere på samme alder i tre måneder. Redaktionen har set Linus sygejournal og kan bekræfte disse oplysninger.
Da han som ung teenager satte sine ben ude i friheden igen, gled han hurtigt ind i et miljø, hvor stoffer som hash og ulovlige piller for angst var en del af hverdagen. En måde at dulme de svære følelser. Han stoppede ikke med at opsøge hjælp i psykiatrien, og anslår selv, at han har bedt om hjælp op til 100 gange; både hos egen læge og i akutpsykiatrien. Han fortæller, at han er mødt op både påvirket og upåvirket af stofferne:
– Jeg ville ikke lyve for dem. Jeg ville jo gerne have, at de skulle kunne gøre deres arbejde 100% akkurat.
På trods af sin ærlighed og tidligere gode oplevelse med længerevarende indlæggelse, blev han gentagne gange afvist og henvist til at få styr på sit stofmisbrug på et rusmiddelcenter, før han kunne modtage behandling i psykiatrien igen. På rusmiddelcentret, som han var tilknyttet, kunne han ikke få den nødvendige hjælp, som han havde brug for til at håndtere sine psykiske problemer. Det var nærmest umuligt overhovedet at få en tid hos den ene psykiater, der var tilknyttet rusmiddelcentret, fortæller han:
– Der er jo hundrede, måske to hundrede unge pr. rusmiddelcenter, så det er nogle gange svært bare at få en tid.
Få borgere kender til behandlingen
Om Linus burde få tilbudt integreret behandling er vanskeligt at vurdere, mener psykolog Eline Hyldager, som har specialiseret sig i behandling af dobbeltdiagnoser. Hun påpeger, at det integrerede forløb primært er tiltænkt de mennesker, som er allermest syge, men understreger, at de fleste mennesker, der lever med dobbeltdiagnoser, ville have gavn af at blive behandlet for begge lidelser i ét samlet forløb:
– Jeg er ikke i tvivl om, at jeg tænker, at integreret behandling kan være relevant for alle, udtaler hun.
Linus er aldrig blevet præsenteret for tilbuddet om integreret dobbeltdiagnosebehandling. Uanset om han lever op til definitionen af målgruppen eller ej, ville han i hvert fald ønske, at han var blevet præsenteret for et forløb, hvor han både kunne blive behandlet for sine psykiske lidelser og sit samtidige stofmisbrug.
Uvisheden om, at hjælpen rent faktisk findes derude et sted, men aldrig er nået frem til ham, efterlader ham i dag med en skuffet og magtesløs følelse. Og han er med stor sandsynlighed ikke den eneste.
Noget peger nemlig i retning af, at kun få af de tusinder af patienter, som burde have fået tilbudt den integrerede behandling, rent faktisk er blevet det.
Redaktionen har fået indsigt i dokumenter, der viser, at det antal patienter, som regionerne har taget ind i den integrerede behandling er minimalt og langtfra det estimerede antal, som eksperternes vurdering fra aftalen i 2023 er baseret på – og som de millioner af kroner regionerne får for at udføre behandlingen i øvrigt svarer til.
Stor utilfredshed på rusmiddelcenter
I modsatte ende af landet, langt fra Linus’ lejlighed i Storkøbenhavn, arbejder Charlotte Korsgaard som leder på Skanderborg Rusmiddelcenter. Hun oplever, at den nye reform om integreret behandling har store konsekvenser for kvaliteten af den rusmiddelbehandling som hun og hendes ansatte skal udføre:
– Bottom line er jo, at vi har færre penge at lave rusmiddelbehandling for, selvom opgaverne stort set er de samme, siger Charlotte.
Rusmiddelcentret afgiver 1,6 mio. kr. om året til Region Midtjylland som en del af implementeringen frem til 2026. Beløbet svarer til de ca. 98 misbrugspatienter, som rusmiddelcentrene skal overlevere til det integrerede behandlingstilbud i regionerne. Men størstedelen af de borgere, som Charlotte og hendes kollegaer henviser, bliver afvist af regionerne. Disse patienter ender derfor med at sidde fast på rusmiddelcentret, som står tilbage med væsentligt færre ressourcer.
I Skanderborg Kommune betyder det helt konkret nedskæringer af medarbejdere på rusmiddelcentret, hvilket svækker kvaliteten af arbejdet, ifølge Charlotte.
Charlotte Korsgaard, leder af Skanderborg Rusmiddelcenter
Dokumenter, som redaktionen har fået indsigt i, viser, at Skanderborg Kommune ifølge de nationale beregninger forventes at have overdraget 98 borgere, når ordningen er fuldt indfaset d. 1. juli 2026. På nuværende tidspunkt er der kun 5 borgere fra Skanderborg i integreret behandling.
En af de grundlæggende årsager til problemerne er ifølge Charlotte Korsgaard selve forudsætningen for reformen, nemlig antagelsen om, at ca. 9.200 mennesker på landsplan ville kunne visiteres til integreret behandling.
– Hele det her estimat på 9.200, som økonomien er regnet ud efter, og som vi er blevet trukket for i kommunerne, det holder ikke stik. Og det er ikke kun i vores kommune, det er jo det, vi hører i alle kommuner, fortæller hun.
I Skanderborg gennemgik rusmiddelcentret samtlige sager for at finde borgere, der kunne være i målgruppen for fase 2. I modsætning til det estimerede antal på 180 borgere vurderede de, at kun 13 af dem ville leve op til den definition af målgruppen, som eksperterne har lavet. Kun 5 af disse 13 patienter blev godkendt.
De 98 mennesker med dobbeltdiagnoser burde have fået tilbudt integreret behandling i psykiatrien. Det er dér pengene til behandlingen nu ligger, men kommunen har reelt kun overleveret 5.
Charlotte Korsgaard peger på, at visitationskriterierne gør målgruppen meget snæver. For at opfylde definitionen på målgruppen skal man både have en psykiatrisk diagnose, et behandlingskrævende misbrug, et meget lavt socialt niveau, og så skal man også være ‘behandlingsparat.’
“De skal være behandlingsklare, men de må heller ikke være for gode. Og hvad er det for et lille bitte vindue, der ligger der? ”
Charlotte Korsgaard, leder af Rusmiddelcenter Skanderborg
Sådan gjorde vi:
I vores undersøgelse har vi kontaktet 11 forskellige rusmiddelcentre rundt omkring i landet, for at få et billede af størrelsen på problemet. 10 ud af de 11 centre bekræfter, at de oplever problemer med indstillingen af borgere til den integrerede behandling af dobbeltdiagnoser, og at de ikke har kunne afgive den mængde af borgere, som svarer til den økonomiske overlevering til regionerne. Det sidste center mente, at det stadig var for tidligt i processen til at kunne konkludere noget.
Man kan ikke tvinge dem
Anderledes positivt ser man på udviklingen i behandlingstilbuddet fra Danske Regioner. Samme instans, som var med til at udarbejde aftalen tilbage i 2023. Josefina Krausing, chefrådgiver for Danske Regioner, giver sin overordnet vurdering 1,5 år inde i implementeringsprocessen:
– Helt generelt kan man sige, at det overordnet set går som forventet. Vi har i regionerne stor fokus på opgaven, men der er behov for tid til implementering. Det er en stor forandring, og en ny opgave for psykiatrien som skal implementeres over tre år, og med dette følger bl.a. et stort kompetenceudviklingsprogram, som fortsat er under udrulning i regionerne.
Vi forholdte Josefina Krausing til kommunernes kritik af, at de ikke kunne indfri det antal borgere, som skulle stemme overens med den mængde økonomi, som de overdrager til regionerne. Her peger chefrådgiveren på, at det kan skyldes gruppen, som tilhører “motivationsfasen”. En fase, hvor de borgere som endnu ikke har takket ja til tilbuddet fortsat foretrækker at fortsætte behandlingsformen på rusmiddelcentrene, men er i færd med at blive motiveret til det nye integrerede behandlingstilbud.
– Man kan jo ikke tvinge borgere, så der er nogle borgere, der vil sige ”nej tak, jeg vil gerne have misbrugsbehandling i kommunen, men jeg vil gerne have en psykiatrisk behandling i psykiatrien. Og her arbejdes der med at motivere patienterne til at indgå i den integrerede behandling, og det kan tage lang til.
Ifølge Josefina Krausing er der stadigvæk et stykke arbejde med at være præcise i målgruppeafgrænsningen, som Danske Regioner laver i samarbejde med Kommunernes Landsforening.
Bedre samarbejde er nødvendigt
En af ambitionerne bag at rykke behandlingen under et samlet tag i regionerne, var at sørge for at borgerne ikke “blev fanget mellem to stole”, som tidligere, og de derved kunne få en bedre behandling.
Den største problemstilling er ifølge Charlotte Korsgaard, at kommunerne og regionerne ikke er enige i antallet af borgere, som skal indstilles til den nye behandling. Når kommunens behandlingssteder afleverer flere ressourcer til regionerne end borgere og opgaver, betyder det færre ressourcer til samme opgaver i kommunerne. Borgerne, der stadig modtager behandling hos misbrugscentrene, kan altså komme til at opleve en forringelse af deres behandling.
Behandlingstilbuddet kommer til at koste Skanderborg Kommune 1,6 millioner kroner, når det er fuldt indfaset i 2026. Penge som skal overgå fra kommunekassen til regionerne. Charlotte estimerer, at det vil koste tre medarbejdere.
Mickael Bech, professor i sundhedsledelse- og politik samt tidligere forsker i sundhedsøkonomi peger på, hvilke konsekvenser, det kan have for kommunerne, hvis de skal løse de samme opgaver for færre midler.
Mickael Bech, professor i sundhedsledelse- og politik samt tidligere forsker i sundhedsøkonomi
Uenigheden mellem kommuner og regioner er ikke unaturlig, mener Michael Bech. Ifølge ham arbejder man nemlig med forskellige faglige forståelser og logikker.
- Afhængig af, om du er i et behandlingssystem, som i regionen, versus det, der er et mere socialt fagligt tilbud ude i en kommune, hvor det ikke alene kun er et sundhedsfagligt tilbud. Og det er jo bare to forskellige ting, fortæller Michael Bech.
Han forklarer, at man burde være bevidst om den forskel, når man flytter nogle opgaver fra et sted med en logik til et nyt sted med en anden logik. Her er det ifølge ham klart, at der opstår en uoverensstemmelse i forhold til definitionen af målgrupperne.
Michael Bech mener, at tværsektorielle- og kommunale samarbejder er vejen frem, for at lykkes med den integrerede behandling for dobbeltdiagnoser.
Mickael Bech, professor i sundhedsledelse- og politik samt tidligere forsker i sundhedsøkonomi
Ministerierne i stilhed
Faggruppen STOF og faggruppen Alkoholbehandlere fra Dansk Socialrådgiverforening har både i 2022 og i oktober 2025 henvendt sig med bekymringer om behandlingen til folketingets psykiatri- og socialordførere. Deres seneste brev fra 2025 er en erfaringsopsamling fra 41 kommunale behandlere vedrørende den integrerede behandling af dobbeltdiagnoser. I brevet udtrykkes der bekymring for, om dobbeltdiagnosticerede borgere kan få det rette behandlingstilbud, om at finansieringen ikke stemmer overens og at kvaliteten af den ordinære behandling forringes, samt om den socialfaglige indsats i regionen ikke er tilstrækkelig for målgruppen.
Hverken Indenrigs- og Sundhedsministeriet eller Social- og Boligministeriet har svaret på brevet fra Dansk Socialrådgiverforening. Redaktionen har kontaktet begge ministerier for at forholde kritikken fra rusmiddelcentrene og socialrådgiverne, men ingen af dem ønsker at udtale sig til studerende.
Foto: Nanna Timm
Hvad skal der ske med Linus?
Selvom det ikke er til at vide, om Linus burde være blevet tilbudt integreret behandling, ville han selv ønske, at psykiatrien og rusmiddelcentret havde arbejdet bedre sammen, da han som barn havde det allerværst. At der ikke blot blev smækket med døren, når han bankede på for at bede om hjælp.
For ham giver det nemlig mening at behandle begge ting samtidig – ikke kun for de mennesker, der opfylder de nøjagtige målgruppe-definitioner, men for alle, der kæmper med psykisk sygdom og rusmiddelafhængighed. Stoffernes selvmedicinerende effekt beroliger, men forstærker også i manges tilfælde sindstilstanden. Lidelserne hænger uløseligt sammen, og derfor bør behandlingen også gøre det.
I dag har Linus været clean i snart to måneder.
Om han vil forsøge at opsøge hjælp i psykiatrien igen, er han dog ikke helt sikker på:
– Jeg har lidt trauma over, om jeg vil blive taget seriøst. Men nu er jeg jo clean, og jeg har fået at vide mange gange, at så vil de bedre kunne hjælpe mig, så det forventer jeg også.
Han tager forsigtigt en tår af sin te. Skuldrene sænkes.
– Så på et senere tidspunkt, ja. Det kunne jeg godt finde på. Men lige nu føler jeg ikke, jeg har behovet.